Historie

Sådan sagde George Oudt, mentor og grundlægger af Euro-Sportring. Han var motiveret af sine egne oplevelser og ideen om at samle mennesker af forskellige nationaliteter gennem sporten. I 1951 arrangerede han den første udveksling. Ti busser fyldt med bordtennisspillere fra hele Holland rejste til Saarland i Tyskland for at møde deres bordtenniskollegaer. Et år senere kom de tyske hold på besøg i Holland.

Euro-Sportring begyndte med bordtennis, men det stod hurtigt klart, at der var et meget større behov for internationale kontakter, hvad angik fodbold. Fra en lille lejlighed et eller andet sted i Amsterdam skabte de første medlemmer af organisationen grundlaget for, hvad Euro-Sportring er i dag. Hver gang der var en forespørgsel om muligheden for en international udveksling, så bekymrede de sig om, omhyggeligt at finde den rette udenlandske klub eller forbund/forening. 

I 1960 blev det nødvendigt at sætte det internationale netværk af frivillige, som var blevet dannet med så megen lidenskab og tålmodighed, i fastere rammer. Dette førte til grundlæggelsen af Euro-Sportring stiftelsen, som er en officiel, ikke-kommerciel organisation med missionen at samle unge mennesker fra hele Europa på idrætsbanerne. Lige fra begyndelsen støttede sportsforbund dette initiativ. Holland, Danmark og Tyskland dannede organisationens basis. I 1960erne sluttede Østrig, England, Norge og Spanien sig til. Inden længe viede 50 frivillige deres fritid til at opbygge organisationen, samlet på grund af deres lidenskab til sport, deres talent for at organisere og deres omfattende kendskab til den lokale sportsscene.

. ‘‘At skaffe indkvartering til gifte par var vanskeligt. Undertiden blev de tilbudt værtsfamiliens ægteseng.’
Günter Fleischer, Tyskland, frivillig fra Frankfurt området

På dette tidspunkt var udvekslingerne også en slags sommerferie for de fleste af deltagerne, som i en uge var gæster hos udenlandske sportsvenner. Programmet bestod af få kampe og mange glade timer i klubhuset eller medborgerhuset.

I tidernes morgen blev deltagerne indkvarteret hos medlemmer af værtsforeningen. Det betød, at de udenlandske gæster sommetider blev nødt til at sove på sofaen. Hvis et par skulle overnatte, tilbød værtsfamilien deres egne senge. Disse besøg resulterede i, at tætte personlige bånd blev knyttet, og at venskaber udviklede sig. Båndene blev fornyet det følgende år, her var det tid til at gøre gengæld, når værtsfamilierne kom på besøg. Forpligtelsen til at gøre gengæld dannede oprindeligt grundlaget for Euro-Sportrings program.

‘Nogle drenge endte med at sove i badekarrene, men vi forvissede os om, at det var behagelige badekar’.
Norman Matthews, England, frivillig fra Oxford området

I løbet af 1970erne var man ikke mere så interesseret i at tilbringe sin sommerferie hos udenlandske værtsforbund. I stedet for opstod der et behov for turneringer om foråret, fortrinsvis omkring en weekend. Med turneringerne var antallet af værtsfamilier imidlertid ikke tilstrækkelig til at dække behovet, hvilket resulterede i at denne form for indkvartering efterhånden forsvandt.

Euro-Sportrings hovedformål er at gøre det muligt for flest mulige sportsfolk at komme på banen. I den endeløse søgning efter indkvartering til en overkommelig pris, blev skolerne i slutning af 1970erne anvendt, og klasseværelserne blev omdannet til overnatningssteder for de deltagere, hvor budgettet ikke var så stort. De, som havde flere penge, blev indkvarteret i vandrehjem og hoteller.

Aktiviteterne fortsatte med at udvikle sig. Euro-Sportring omfattede nu praktisk talt hele Vesteuropa sammen med nogle land i det centrale Europa. Euro-Sportring voksede hurtigt mellem 1960 og 1980. I 1960 krydsede omtrent 60 foreninger fra forskellige lande grænserne for at deltage i sportseventyr. Antallet steg til 275 foreninger i 1970. Ti år senere firdobledes antallet til over 1.000 foreninger.

‘Det gjorde ingenting, hvis børnene blev nødt til at sove på gulvet.’
Pat McDermott, Nord Irland, holdleder

I slutningen af 1970erne arrangerede Euro-Sportring sin første store turnering. Hvad, der var begyndt som en aktivitet, der involverede beskedne turneringer med en eller to kategorier og et begrænset antal hold, blev et omfattende program med en vifte af internationale begivenheder.

Siden 1985 har prioriteten været løbende at udvide turneringsprogrammet. Nye turneringer bliver tilføjet hvert år, og hvert år er der et rekordstort antal af deltagere. I slutningen af 1980erne tilsluttede Belgien og Italien sig til kredsen af værtslande. Midt i 1990erne deltog 5.000 hold i 80 turneringer i 12 forskellige lande.

‘ I slutningen af 1980erne modtog vi omkring 10 kolleger og 40 – 45 grupper om året. Der var ingen turnering i vores område uden udenlandske hold.’
Hermann Korfmacher, Tyskland, præsiden for fodboldforbundet i Westfallen og tidligere frivillig hos Euro-Sportring 

Gennem en periode på mere end 40 år har den håndfuld mennesker, som var med fra begyndelsen, udviklet sig til at blive et internationalt netværk af tusindvis af frivillige. I 2005 opdagede spillere og trænere fra 8.000 hold fra mere end 30 lande, som deltog i 140 turneringer, at et aspekt ved Euro-Sportring forbliver det samme – nemlig begejstringen ved sport og det at samle mennesker fra forskellige kulturer og lande.

‘Hvad man bliver nødt til at forstå om mig er, at jeg er lidt ”skør”. Men jeg kan altså ikke bare begynde på noget uden at afslutte det ordentligt.’
Jim Taylor, arrangør af Blackpool Cup i England

Lige fra begyndelsen har Euro-Sportrings udvikling været tæt forbundet med social udvikling. Som følge heraf afspejledes åbningen af grænserne til den tidligere østblok sig med det samme i Euro-Sportrings program. Reaktionen fra Tjekkiet var særligt imponerende – siden 1991 har landet optrådt stadigt mere fremtrædende i Euro-Sportrings program. I 2005 blev mere end ni turneringer afholdt i Tjekkiet med mere end 500 hold fra omtrent 20 lande.

Siden 1950erne har de vesteuropæiske lande knyttet stærkere bånd med hinanden og internationale kontakter tages næsten for givet. Hvad angår Euro-Sportring, er den største udfordring som altid at udvide det venskabelige internationale samarbejde, for derved at flytte grænser og fjerne barrierer.

‘Utroligt at vi kunne bevæge os frit omkring. Vi var så begejstrede, at vi omgående tabte.’
Günther Braun, Germany